Vinterferie #3

Da jeg var omkring 12 gik et lys op for mig - rockmusik fandtes! Jeg var virkelig med på både The All-American Rejects, Green Day, The Floor Is Made Of Lava samt mit all time yndlingsband på daværende tidspunkt - Dúné, som jeg først fik æren af at opleve live og møde i 2011, og som jeg stadig har en kæmpe svaghed for (Mattias Kolstrup, helt ærligt), og som jeg skal se på Nibe Festival til sommer, selvom jeg synes de er blevet en smule 'pop'. Man får bare ét eller andet med et band, som man har fulgt rigtig, rigtig længe. Det samme gælder for Veto. En dreng fra min klasse tilbage i folkeskolen, jeg mener det var 8. klasse, var måske træt af min konstante fortællen om Dúné, hvad ved jeg, men han havde lovet at købe deres nyeste udspil til mig (Leaving Metropolis EP'en), og i den anledning gav han min veninde og jeg et USB-stik med en hel masse forskellige bands på, og selv i dag ville jeg ikke høre det musik jeg gør, hvis det ikke var for det USB-stik og drengen, med den åbenbart fantastiske musiksmag. Men én af pladerne på stikket var Vetos "There's A Beat In All Machines", og jeg var helt væk i det album med det samme og hørte ikke andet. Jeg brugte alle mine penge på Gaffas hjemmeside og gik i en egentlig ret grim band-trøje konstant. Jeg husker, at jeg var overbevist om, at min lykke var gjort, hvis jeg fik Troels Abrahamsens frisure i en lidt længere udgave, og hvis jeg konstant skrev "Veto" på alle mine hæfter og skolepapirer. Dengang gik jeg aldrig til koncert, måske fordi det bare ikke var sådan noget man gjorde her oppe, så at tage til koncert med dem, havde aldrig været min tanke. I efteråret eller starten af vinter blev det officielt, at de skulle hele vejen til Frederikshavn og spille, så jeg tog min veninde, som også fik det USB-stik, og som også forelskede sig i Veto, under armen, og vi tog til koncert i lørdags. Jeg havde kun sovet i omkring to timer natten i forvejen samt kørt i bil i omkring fire timer, så en smule overtræt og lidt for entusiastisk kom jeg afsted. Selvom vi var nødt til at gå et kvarter før koncerten var slut (åh, jeg elsker togtider!), og vi kun fik en meget, meget lang og god snak om unges manglende kultur og koncertvaner med ham der solgte t-shirts og alt for meget lignede Tobias Kippenberger fra The Floor Is Made Of Lava i en yngre version, var det helt fantastisk at opleve dem.